Indflydelse gennem KU...

K.U. forsøger hele tiden at sætte den politiske dagsorden. Der er brug for os! Der er brug for vort syn på det enkelte menneske og det samfund, vi lever i og er en del af.

I Århus har man som K.U.er en helt unik mulighed for at få politisk indflydelse, da K.U.s gamle formand Marc Perera Christensen er politisk leder af de konservative i byrådet og da vi har en borgerlig regering.

Århus K.U.s politiske indflydelse er klart størst på det lokalpolitiske område. Det er her hvor vi har de bedste kontakter. Bl.a. fornævnte Marc Perera Christensen der som K.U.er altid er villig til at lytte til vores holdninger og indspark.
Vi forsøger dog også på mange andre måder at få vores holdninger hørt og påvirke de politiske beslutninger, der tages inde i byrådssalen i Århus: Vi står med bannere foran rådhuset, holder møder med byrådsgruppen, skriver læserbreve, deltager i offentlige høringer o.lign.

Vi beskæftiger os selvfølgelig også med landspolitikken, og her er vores vigtigste redskab vores medlemsmøder. De konservative ministre og folketingsmedlemmer besøger ofte Århus K.U. og de er meget lydhøre over for gode argumenter og fornuftige holdninger. Som unge mennesker ser vi tit lidt anderledes på tingene end de etablerede politikere gør, og det giver ofte stof til eftertanke for de indvalgte.

Endelig forsøger vi også at sætte vores fingeraftryk på Det konservative Folkepartis opstillede kandidater. Vi K.U.ere er på lige fod med medlemmer af Det konservative Folkeparti med til at bestemme, hvem der bliver kandidater for partiet til de forskellige valg. Denne indflydelse betyder, at der altid er mange unge blandt de opstillede kandidater hos Det konservative Folkepati - både til Folketinget, regionsrådet, byrådet og Europaparlamentet.
 
 
 
Til Toppen