Hvem er vi?
Århus K.U. er landets ældste ungdomspolitiske forening. Vi blev stiftet d. 25. maj 1903
hvilket er over et år før vores landsorganisation blev dannet.
Medlemsmæssigt er det gået op og ned gennem årene, men i øjeblikket ligger vi på ca. 180
medlemmer, der aldersmæssigt spænder fra 15 år og opefter.
Siden vores stiftelse har Århus K.U. fungeret som en aktiv og levende forening med et rigt
udvalg af arrangementer og aktiviteter, f.eks. debatmøder, møder med politikere, udlandsture,
konferencer, sommerlejre, aktioner, kurser osv. - kort sagt noget for enhver smag.
Vores formål har ikke ændret sig væsentligt med årene. Vores vigtigste opgave er stadigvæk
at være samlingssted for unge borgerlige mennesker, som ønsker at lære mere om samfundet og ikke
mindst at ændre det i en mere konservativ retning. Det er nemlig netop det samfundsengagerende element,
der er det kendetegnende for en ungdomspolitisk forening som Århus K.U. For politik handler grundlæggende
om, hvordan vort samfund skal se ud, og hvilke værdier, som skal præge det. Politik sætter i mange
sammenhænge grænser for vores udfoldelse.
Der har altid i Konservativ Ungdom været plads til mange forskellige holdninger. Det skal der
selvfølgelig være også være - de fleste af os ønsker jo at diskutere vores holdninger med andre og
udvikle os. Et har vi dog til fælles: Vi ønsker et mere frit samfund. Et samfund hvor der er plads
til initiativ og gåpåmod. Et samfund hvor det offentlige ikke styrer hele vores tilværelse. Et samfund
hvor man ikke bliver plukket af skatter og afgifter, men hvor vi så til gengæld er parat til selv at
tage et større ansvar for os selv og hinanden.
K.U. er dog også mere end politiske debatter. For selvom der ikke er nogen tvivl om, at det er
det politiske der er bindeleddet mellem os K.U.ere, så er der heller ikke nogen tvivl om, at mange af
de sjove oplevelser man har som K.U.er, stammer fra mindre seriøse sammenhænge. For eksempel arrangeres
der hvert år et hav af K.U.-fester over hele landet. På samme måde, som der også arrangeres fodboldstævner,
vinsmagning og meget andet.
Alt sammen vidner dette om, at K.U. ikke bare er et sted man mødes for at diskutere politik, men
også er et sted hvor man møder nye venner og har det sjovt.
|
|
|