|
Nyheder
 | De fantastiske brødre Anders og Peter Lund Madsen har lavet et næsten lige så fantastisk teaterstykke kaldet Enden er nær. Her oprider de en del grunde til at verden går den sikre undergang i møde. De har dog overset de mest åbenlyse og forfærdelige grunde. |
Enden er nær2009-06-23 - Af Lars Bloch Jensen De fantastiske brødre Anders og Peter Lund Madsen har lavet et næsten lige så fantastisk teaterstykke kaldet Enden er nær. Her oprider de en del grunde til at verden går den sikre undergang i møde. De har dog overset de mest åbenlyse og forfærdelige grunde. Når man tænder fjernsynet kræver det nemlig ikke mange minutter at erkende at verden vitterligt er fortabt: I Amerika har man valgt den forkerte præsident, polerne har den frækhed at smelte og X-factor vender tilbage.
Det er sikkert heller ikke gået manges ører forbi, at verden er stødt ind i et fænomen kaldet finanskrisen. Lytter man til de altid fredselskende og indignerede folk på venstrefløjen skyldes dette den grumme og hæmningsløse kapitalisme. Vi valgte tydeligvis forkert, da man uddelte økonomiske systemer! Verden kunne have været et sandt paradis med vidtstrakte magnettog og Anne Marie Helgerkloner, men nu sidder vi i ste-det og græder over halvværdiløse aktier og boligspekulationer der gik op i røg, fordi bankerne åbent-bart pludselig var blevet grådige, hvilket de sikkert aldrig har været før.
Som om finanskrisen ikke var nok, vil landets statsminister nu endda udnytte den i det mest forfærdelig øjemed. Danskerne skal nu lokkes ind i Eurosamarbejdet med løftet om tilbagevenden til guld og grønne skove. Efter vi har oplevet redningspakker med mere socialistisk tankegods end modkraft.dk, konkurser større end rundetårn og nationa-liseringer af banker, har vi dermed nået det absolutte lavpunkt for krisen. Bortset fra jubelen hos de (overraskende) mange, der vil opgive alt for at slippe for at skulle veksle penge til ferien, vil dette være en national katastrofe på linie med tabene af Norge og Slesvig-Holsten. Grunden til at folket nu flokkes om disse matadorpenge er formentligt, at den danske rente nu ligger et pænt stykker over Eurorenten, da investorerne pludselig syntes den danske valuta så farligt usikker ud. De forskrækkede boligejere, der selv løb risikoen med deres lån, burde dog gøre sig den umage at tænke et korte stykke tid tilbage til dengang den danske rente lå under renten fra Euroland. Rentenspændet er kun blevet så kraftigt efter det folk kalder den største økonomiske krise siden 1929, så det er altså ikke noget, der vil ske hver dag. Endnu et knaldargument fra statsministeren er ønsket om at give Danmark øget politisk indflydelse, og det lyder jo ganske rart. Hvem vil ikke glæde sig over, at grækere og italienere får mindre magt over den økonomiske politik? Dog glemmer man, at den europæiske centralbanks fornemste opgave er at holde inflationen nede, og ikke at regulere økonomien, hvilket ellers er Villy Søvndal hedeste drøm. Om Niels Bernstein, der i øvrigt kun er cand. polit., er i besiddelse af de vises sten i forhold til inflationsbekæmpelse ved jeg ikke, men jeg er i hvert fald ikke klar til opgive Kronen for at han kan overbevise mig. Tyskerne plejer således at klare sig glimrende på dette felt i forvejen.
Kigger vi mod europaføderalisternes svar på Mekka og Medina – Bruxelles og Strasbourg – ser det ikke stort bedre ud. Intet er her for småt til indgriben og statslig regulering. Projektet startede ellers med storslåede planer om fred og frihandel, men er nu bare endt som himmerige for herskersyge politikere. Et godt eksempel er vores egen fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han blev af danskerne sendt afsted med et gigantisk folkeligt mandat i ryggen, men vender nu snart tilbage, efter en tid hvor de gode intentioner fra det europæiske samarbejde er blevet godt og grundigt glemt. Ikke nok med at hr. Rasmussen har gjort os alle en bjørnetjeneste ved at skræmme kapitalfondenes bugnende pengekasser væk fra kontinentet – han hyldes minsandten for det af sine kolleger, der nu kalder ham årets europæiske politiker. Det hårdt prøvede DR, må nu ikke vise krimier før kl. 21, fordi EU mener at de også skal have magt til at regulere dette, og i skrivende stund snakkes der om store beskæftigelsesplaner, bankreguleringer, mens folket bæver af frygt for den næste dom fra EU-domstolen, der vil undergrave de nationale parlamenter. Man har formentligt heller ikke forventet andet, da man besluttede sig for at placere over 700 politikere uden for journalisternes rækkevidde med masser af tid til at komme på gode ideer. Systemet EU kan simpelthen kun køre en vej: Mod mere union, mere regulering, mere bureaukrati og mindre nation. De gæve folk i Irland har heldigvis indset kendsgerningerne om at man skal stemme nej, når man for en sjælden gangs skyld får chancen. Følger vi ikke denne simple regel, vil EU-toget buldre hen over os i et tempo man ikke troede muligt for noget skabt af franskmænd.
Længe før brødrene Lund Madsen tænkte på teater, skrev forfatteren hr. Douglas Adams en bog kaldet ”The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy.” Omdrejningspunktet i dette mesterværk er en ganske uoverskuelig guide, der dog for at berolige brugerne er påtrykt teksten ”Don’t panic.” Dette skal også være det afsluttende budskab fra dette indlæg, for det går slet ikke så galt. Til alt held for hvor klode findes der også formidable og visionære politikere. Nogle af disse findes i Det Konservative Folkeparti, hvor man nu har forbløffet omverdenen, og forhåbentligt store vælgerskarer, med et 13 sider langt cykeludspil. Det er et ganske enestående papir, måske det bedste partiet har lavet siden strategien om kræft som hovedsag for Konservatismen, der dog desværre slet ikke har fået den fortjente opmærksomhed. Pragtcitater som ”Vi vil kæmpe for lydsvage dæk til biler...” og ”Cykling er en folkesag” må få kritiske røster om partiets ideologiske balast til at forstumme. |
| |
|
|
|
|
