|
Nyheder
 | Det sker oftere og oftere at folk kommer og spørger mig: ”Christian, jeg har et problem. Folk siger, at moderniteten lakker mod enden, og vi lever i en postmoderne virkelighed, hvad skal jeg mene om det som konservativ.” |
Fra modernitetens ruiner2009-08-08 - Af Christian H. Skov Det sker oftere og oftere at folk kommer og spørger mig: ”Christian, jeg har et problem. Folk siger, at moderniteten lakker mod enden, og vi lever i en postmoderne virkelighed, hvad skal jeg mene om det som konservativ.” Da jeg er blevet træt af ideligt at skulle besvare dette i for sig enkle spørgsmål, har jeg besluttet at adressere denne bekymring over modernitetens sammenbrud, som fylder så meget i den menige danskers liv – navnlig de unges naturligvis.
Først og fremmest må vi jo lige være på det rene med hvad de her begreber betyder. En ellers meget vis kammerat spurgte mig for ca. 1½ års tid siden ”hvorfor kan du ikke lide moderniteten, synes du hellere folk skal undvære moderne teknologi og medicin.” Stor var min munterhed over dennes misforståelse af modernitetsbegrebet. Kort sagt er moderniteten dette, at mennesket – eller rettere filosoffen Kant – har slået Gud ihjel og begravet ham, mennesket er derefter blevet lidt ked af det, og har egentlig savnet den herre, som var en given sag i det førmoderne samfund. Derfor er den periode fra 1789 til 1989 som vi her skal kalde moderniteten, præget af at mennesket – med en modernistisk forfatters ord – hylede i natten som en herreløs hund. Der blev simpelthen skabt den ene afgud efter den anden. For mennesket er en hund, og det bryder sig ikke om at være uden herre.
En anden filosof, Nietzsche, slog siden fast at Gud altså var død, og at mennesket måtte besinde sig på at leve illusionsløst i troskab mod den foreliggende virkelighed. Dette var der dog ikke stemning for. Så mennesket skabte fortsat afguder i modernitetens navn. Hvad enten afguden var socialisme, kommunisme, nazisme, liberalisme, nationalisme, demokratisme osv. havde de alle et formål nemlig at realisere modernitetens mission ”frihed, lighed og broderskab.”
Konservative med sans for konservatismen var der som altid meget få af. De der var forsøgte dog at forklare det moderne menneske, at nok var Gud død, men han var også – som det kan læses – genopstanden fra de døde og derfor ganske levende. Men denne døde og genopstandne Gud var yderst ubehagelig for det moderne menneske, fordi han var så utrolig umoderne. Han sagde noget ganske andet end frihed og lighed, han talte i stedet om fordringer, krav og bundethed. En grimmer karl!
Moderniteten udviklede sig og skønt ligdyngerne fra verdenskrigene, verdenskommunismen og Holocaust lugtede stadig værre så fortsatte denne søgen efter en ny Gud. Indtil 1989. For da braste det hele sammen. Den mur der på barok vis delte den gamle kulturstad Berlin i to varianter af modernitet kollapsede, og det samme gjorde troen på, at der kunne findes en erstatning for den døde Gud.
Pludselig syntes hele de sidste 200 års historie dybt latterlig. Tragikomisk i højeste potens. ”Det hele havde jo bare været noget pjat.” tænkte mennesket da det stod i modernitetens ruindynger. Og derved blev han. Hvor moderniteten var præget af alvor og højtidelighed trækker det postmoderne menneske blot på skulderen og bilder sig selv ind at nu var det hele vist gak og løjer. Ja og måske netop deri bestod realiseringen af modernitetens program. Måske kunne de moderne guder slet ikke tilvejebringe den ubegrænsede frihed, som både det postmoderne og det moderne menneske havde sat snuden op efter. Den ubegrænsede frihed, viste det sig, havde man kun der, hvor alt var blevet latterligt.
Den ubegrænsede frihed er et opgør med alle bindinger og alle forpligtelser. Kun når intet, eller rettere ingen for alvor betyder noget, kunne man fokusere på det væsentligste; sig selv. Men selv ikke selvet kunne det postmoderne menneske tage alvorlig. Hvor det førmoderne menneske havde underordnet sig et på forhånd givet meningssystem, og det moderne menneske havde søgt at realisere sig selv, så har det postmoderne menneske reduceret livets mening til sanselighedens hedonisme – den ubegrænsede frihed, og den ubegrænsede trang til nydelser.
Selvfølgelig er det postmoderne menneske ikke uden sans for det åndelige, og selvfølgelig søger også han at opbygge et meningssystem. Men ironien består i, at hans meningssystem er helt uden mening. Rask væk snupper han lidt fra buddhismen, lidt fra hinduisme, lidt krystaller og nogle helbredende væsker, og lidt universel kosmisk energi. I virkeligheden viser det sig, at den religion som det postmoderne menneske bygger op er et alter for selvdyrkelsen, et velbehageligt troldspejl, der ikke som Kierkegaards og kristendommens dødens spejl sætter mennesket til vægs, men snarere som en anden skønhedsguru forstørrer alt det gode og formindske alt det grimme ved en selv, så man så meget desto nemmere kan bilde sig ind, at man er verdens egentlig centrum.
Det er blevet hævdet, at konservatismen deler fællessag med det postmoderne opgør med moderniteten. Måske nok. Men konservatismen sætter ikke pjank og pjat i stedet for modernitet. Konservatisme er ikke noget der henviser til den flagrende skøgementalitet, som er det postmoderne menneskes egentlige karakteristikon. Konservatismen hævder alvoren. At der er en virkelighed, og at der derfor er krav fordringer og ansvar. For derfor at besvare det stillede spørgsmål, så kan den konservative ikke ånde lettet op over modernitetens sammenbrud, men bør snarere væbne sig til tænderne i den erkendelse at hans modstander – menneskets uendelige selvkærlighed – er langt stærkere end modernitetens vaklende afguder. |
| |
|
|
|
|
